Bliver jeres brand stærkere af mindre hjemmearbejde?
- Eva Rieks
- 14. april 2025
For nylig udkom den største, årlige undersøgelse af danskernes arbejdsliv: Konsulenthuset ballisagers ”Kandidatanalysen 2025”. En af hovedkonklusionerne er, at teamwork på arbejdspladsen er både efterspurgt og udfordret. Efterspurgt, fordi det at have gode og hjælpsomme kollegaer styrker engagement og trivsel. Udfordret, fordi vi dyrker fleksibilitet, individualitet og hjemmearbejde som aldrig før. Og det kan være svært at få samarbejdet med procurement-Preben til at køre, når man kun møder ham hver 14. dag, og i øvrigt ikke har tid til at hænge ud med ham ved kaffemaskinen bagefter og høre om den nye tilbygning i sommerhuset.
Det er næppe udfordringer med teamwork alene, der for tiden får flere virksomheder til at ændre kurs og sætte strammere regler for fremmøde. Men det er formentlig en væsentlig del af svaret. Mens Joe & the Juice er havnet i en SoMe-shitstorm, efter de meldte ud, at medarbejderne forventes at møde på kontoret fem dage om ugen, er der foreløbig begrænset opmærksomhed omkring Nykredits udmelding om, at medarbejdere maksimalt må have én ugentlig hjemmearbejdsdag. CEO Michael Rasmussen begrunder bl.a. beslutningen med, at koncernen står ”foran en stor og strategisk afgørende opgave” i forbindelse med opkøbet af Spar Nord og derfor ”skal etablere nye samarbejder, have nærværende ledelse og godt kollegaskab.”
Teamwork eller hjemmesko?
Når virksomhederne gerne vil have medarbejderne ind på kontoret for at pleje fællesskabet og samarbejdet, bliver det relevant at se på, hvordan kollegaerne oplever det som meningsfuldt. Ellers bliver det hurtigt en sur pligt for dem, der foretrækker joggingbuks og hjemmesko.
Den aktuelle debat handler derfor også om branding. Om hvordan virksomheder kommunikerer deres værdier og beslutninger internt og eksternt, og om hvordan de skaber rum på arbejdspladsen til det gode kollegaskab.
Og det skal det også handle om nu. I det her indlæg slår vi nemlig vejen forbi et par aspekter, du kan bruge i din (employer) branding. De taler ind i den grundlæggende præmis om, at virksomhedens brand er et sammenkog af alt, hvad den siger, gør og leverer – og af, hvordan den indretter sig.
At skærpe krav er også employer branding
Som enhver begavet læser af bloggen ved, så skal der være overensstemmelse mellem ord og handling. Så når Joe & the Juice, Nykredit og andre virksomheder melder ”kom tilbage til kontoret for at styrke fællesskabet”, så er det naturligvis vigtigt, at det ikke kun er op til medarbejderne at få holdånden til at blomstre, men at ledelsen også skaber rammerne til det. Det kan være ved at sikre rum til flere sociale arrangementer, rykke rundt i konstellationer og kontorpladser eller noget tredje, der har rod i organisationens værdier og målsætninger.
Hvis medarbejderne oplever, at tilstedeværelsen og samarbejdet er værdifuldt, så er mit bud, at det bliver en positiv spiral, som de også fortsat bliver ved at bidrage til (for ja, det er ikke ledelsens ansvar alene at sikre teamwork – det er alles). Og så kan udmeldingerne om begrænset hjemmearbejde – og initiativerne i forlængelse heraf – vise sig at styrke virksomhedernes employer brand. For selvom især Joe & the Juice pt. bliver kritiseret stærkt af fleksibilitetstilhængere, så er mød-op-på-kontoret-tilgangen også en måde at adskille sig fra konkurrenterne på og brande sig på overfor potentielle medarbejdere i en tid, hvor holdninger og mod er eftertragtet valuta.
Dermed bliver den aktuelle debat også en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at virksomheder tager stilling og kommunikerer klart. Efter år med pandemi, krig og kriser, så kan det være en god ide at genopfriske – og måske endda revidere – hvorfor I er sat i verden, hvilken forskel I gør, og hvorfor nogen skulle vælge at arbejde hos jer. Både jeres medarbejdere, kunder og interessenter kan jo have glemt det i preppingpanik og frustration over prisen på en pakke smør.
Hvad holder reelt kollegaerne fra kontoret
Det er altid en glimrende idé at inddrage medarbejderne, når I (igen) skal have styr på jeres kernefortælling og brand. De er ikke kun afsæt for fortællingen om, hvem I er, men også afgørende for ambassadører for brandet. Så når I skal finde ud af, hvordan I kan styrke teamworket og lysten til at møde op på arbejdspladsen, skal I selvfølgelig spørge dem, hvad der står i vejen for fremmøde, og omvendt: Hvad de holder af ved at komme på kontoret. I skal spørge dem til, hvornår og hvordan samarbejdet fungerer bedst – og hvornår og hvordan det ikke gør. Og meget mere i den boldgade.
En sådan barriereanalyse gør jer ikke alene klogere på, hvilke udfordringer I skal have taget hånd om – den giver jeg også nogle byggesten at udvikle organisationen og kulturen ud fra. For hvis det viser sig, at det er i minutterne efter jeres ugentlige brainstorm-møde, at fællesskabet har det bedst – så kan I måske sikre, at ingen kan booke nye møder i det tidsrum. Og hvis det viser sig, at det, der holder medarbejderne hjemme, især er transporten til og fra stationen, for meget forstyrrende snak over skærmene og den uinspirerende indretning? Så kan I måske investere i en flåde firmacykler, indføre fokustid hver dag fra kl. 9-11 – og sætte noget kunst på væggene.
Kunstnerisk værdi
I seneste episode af vores podcast argumenterer Merete Otillia Knudsen, kvinden bag Erhvervslivets Kulturpris, netop for, at kunst er en ressource for ledelse, branding og innovation. På de indre linjer kan kunsten skabe refleksion, kreativitet og trivsel, og udadtil kan den signalere, at her er en virksomhed, som har holdning og mod – og i øvrigt er her for at blive.
Når I kommer kunst på væggene (eller i foyeren eller på parkeringspladsen), viser I, at I investerer i fællesskabet og kreativiteten (hvilket formentlig også skaber bedre resultater). Og I sender samtidig et signal ud i verden om, hvilken type virksomhed I er. Tænk bare på, hvor forskelligt du i første omgang vil afkode en virksomhed med Husk Mit Navn på facaden og en med Monet på væggene.
Men inden I prioriterer at lade jeres nye domicil udsmykke af Olafur Eliasson eller lade danske møbelklassikere pryde hvert eneste mødelokale, skal I naturligvis overveje, hvilke signaler investeringen sender. Hvis I står i en tid, hvor der skal effektiviseres, skæres til eller måske endda fra, så sender det forkerte signaler at få Tal R op at hænge på alle etager.
Kultur og brand er ikke noget uden mennesker
Uanset om det handler om at finde ud at, hvilken (fremmøde)kultur I skal have, eller hvilke kunstværker der skal op på væggen, er mit bud, at I får de mest tilfredse medarbejdere og det stærkeste brand, hvis I inddrager kollegaerne. Hverken kultur eller brand er noget, der kommer oppefra. Derfor håber jeg også, at både Nykredit og Joe & the Juice har hørt medarbejderne undervejs i processen, så beslutningen er truffet på reelle indsigter og fx ikke blot på en antagelse om, at det er for meget hjemmearbejde, der står i vejen for holdånden.
Seneste
Se mere ...
Blogindlæg
Skriv et autosvar, der arbejder for dig i ferien
Podcast
Fra intern uenighed til offentligt opgør med Christian Stendevad
Case
Ny tone of voice i Ørsted

Mød
- Eva Rieks