Hvad arrogante læger kan lære dig om gode dialoger

En lingvistisk tommelfingerregel siger, at når vi har sagt et ord syv gange, lægger vi ikke længere mærke til det. Det bliver blot en del af vores aktive ordforråd. Vi kan ikke længere høre, at det ikke er hvermandseje. ’Epikondylit’ er et dagligdagsord for medicineren, selvom det først er ved ’tennisalbue’, vi andre begynder at få en fornemmelse af konsekvensen.

Men det gælder alle specialister. Skatteeksperter, aktuarer, kommunikationsfolk og ingeniører. Vi er alle udfordrede, når vi skal formidle vores fag til menigmand. Og det er kun, hvis vi gør en særlig indsats, at vi ikke virker for indforståede, distancerede og løsningsorienterede.

Så når lægelatinen løber af med samtalen, er det ikke fordi, lægerne er ligeglade, arrogante eller hemmelighedsfulde. De er blot så langt inde i deres faglighed, at de ikke fanger, når modtageren ikke følger den logik, der er så klar for dem selv.

Med plastickirurgen og fødeafdelingen som mulige undtagelser er det de færreste af os, der er i kontakt med læger for vores fornøjelses skyld. Tværtimod er bekymring, uro og tristesse oplagte følgesvende, når sygdom (eller bare tanken om sygdom) rammer os selv eller vores nære.

Og i de situationer har vi behov for tid og empati – de to mest afgørende faktorer for at lykkes med en god patientrelation. Det ved vi fra en meget berømt undersøgelse. Undersøgelsen konkluderede, at de læger, der havde mindst risiko for at blive sagsøgt af deres patienter, ikke var dem der begik færrest fejl. Det var derimod dem, der lyttede og spurgte ind, og som brugte mere tid (to-tre minutter mere pr. konsultation) på patienten.

Problemet er bare, at der ikke er meget fleksibilitet i den praktiske ramme for dialogen mellem læge og patient. Både stuegang og konsultation er ofte underlagt stramme tidsplaner.

Konsekvensen er, at der skal formidles meget på kort tid: Diagnose, behandlinger, dosering af medicin og den kommende handlingsplan. Alt sammen på alt for lidt tid og i en smånaiv tro på, at hvis det er blevet sagt, er det også blevet modtaget. Og forstået.

Når vi bliver usikre, bange, ulykkelige eller blot let irriterede, aktiverer hjernen forskellige handlingsværn. Og det er kun naturligt at blive urolig, usikker eller bange hos lægen: Selv en ordinær halsbetændelse kan forårsage et øjebliks memento mori. Taler vi så om de store tunge sygdomme – fx Parkinsons, cancer eller KOL – kan vi gange reaktionen med hundrede.

Lægernes målgruppe (patienter og pårørende) er følelsesmæssigt påvirkede, og stærke følelser nedsætter evnen til objektive betragtninger og sund fornuft. Derfor kræver det noget ganske særligt af lægerne at komme igennem til den frustrerede, paniske, ulykkelige hjerne – lidt groft sagt svarer det til at snakke med folk, der ikke kan høre.

Vælg fokus: Hvad er det mest nødvendige at få igennem? Hvad skal modtageren som minimum have forstået efter dialogen?

Hos lægen er det måske selve diagnosen, der skal landes, og den vigtige information, at patienten skal ringe, når hun er klar til at høre resten. Systemet forlanger muligvis, at lægen præsenterer både handlingsplan, patientrettigheder og medicinskema. Men hvis ikke oplysningerne når frem til modtageren, er det jo ret ligegyldigt, om lægen har sagt det.

Lyt, anerkend, spørg – og gør det igen og igen i vilkårlig rækkefølge. Det er de tre dialogiske handlinger, vi alle ALTID må foretage.

For lægen er det en effektiv måde at bevare nærværet. Og det er den eneste vej omkring patientens indre oprør. Det er eneste chance (men ikke en garanti) for, at de oprørte følelser lægger sig så meget, at hørelse og randfornuft så småt vender tilbage, og du kan begynde at arbejde på at få hovedbudskabet (se 1) igennem til din modtager.

Når vi skal sige noget ubehageligt til andre, mærker vi selv et relationelt pres. Derfor skal vi gøre os umage med at være klare og tydelige.

Jeg har hørt mange ellers sympatiske fageksperter forfalde til dunkle fraser og andre sproglige armslængdeprincipper, når de skal sige noget ubehageligt. Så vær bevidst om, at du også er subjektivt påvirket af den svære situation, og gør dig ekstra umage med at være til stede (se 2).

Og husk, at den dag, du ikke længere kan mærke, at det her kommer til at gøre ondt på modtageren, så skal du finde dig et andet arbejde.