Skip to content

Boller op, boller nedtur: Tre tips til irrationel fastelavnsbolle-adfærd

Hvis du bor i en by med et hypet bageri, så har du formentlig lagt mærke til det:

Fastelavnsbollesæsonen er over os. Rundt omkring står folk i lange køer for at få fingre i fyrre lag friskbagt smørdej fyldt med flødecreme og et helt særligt bærpulver. Og de kan blive ret ubehagelige – folkene altså – hvis der meldes udsolgt. Sidste år oplevede ansatte på et amagerkansk bageri fx at få voksen-skældud af kunder, som gik forgæves efter boller. Vi er ude i raseri på niveau med udsolgte Tinka-nissehuer i december.

Hvis du bor ude på landet – eller bare foretrækker GuldBageren – så vil du formentlig ryste på hovedet over, at voksne mennesker kan gå så meget op i bagværk, at de gladelig betaler 50, 60 eller 70 kroner for en sæsonbetonet bolle. Man kan jo få adskillige romsnegle for den sum nede hos den lokale bager. Og hvor dumme er folk lige, at de ikke kan se, at ”ganache” bare er glasur i Bagedysten-klæder, og ”kompot” blot er det, du altid har kaldt syltetøj?

Uanset hvilken stereotyp kundekategori, du mest hælder til, er du velkommen til at læse med her. I årstidens anledning har vi nemlig vendt vores tilgang på hovedet og serverer tre dårlige råd, der hjælper dig med at fastholde din irrationelle adfærd og lade dig rive med af stemningen i køen.

Rådene kan naturligvis også bruges til at forklare, hvor håbløse alle de andre er.

Tip #1: Brug ”Girl Math”

Girl Math” stammer fra TikTok og er et stereotypt udtryk, som folk bruger til at retfærdiggøre egne (tvivlsomme) økonomiske beslutninger. Heldigvis kan de selv se det sjove i det (håber vi).

En ”Girl Math”-kalkulation kunne fx være, at de fysiske kontanter, der ligger i min pung, og som jeg havde glemt alt om, forvandles til en slags ”gratis” penge.                 

De ”gratis” penge kunne jeg fx bruge på at proviantere hos Hart, Juno, Buka eller et andet københavnsk bageri på fire bogstaver.

En anden ”Girl Math”-beregning kunne lyde sådan her: Hvis jeg skærer en fastelavnsbolle over på midten, så har jeg faktisk to fastelavnsboller og kan gemme den anden halvdel til senere. Så har jeg fået dobbelt så meget bagværk for pengene!  

Tip #2: Stil dig i kø (bare fordi de andre gør det)

Forestil dig følgende:

Du spadserer ned ad Gl. Kongevej på Frederiksberg og ænser en kø af mennesker. Du kommer tættere på og opdager, at de alle stiler mod indgangen til Hart Bageri.

”Hvad sker der her?” tænker du, fordi du ikke lige har fulgt med på fastelavnsbollefronten. ”Åh nej, jeg går glip af noget skelsættende. Jeg stiller mig i kø for at være på den sikre side.”

Sådan der – du udviser den helt rigtige adfærd. Og hvis du trækker din strikbalaclava godt op om ørene, så kan du sagtens vente en halv time i kø i bidende kulde. Det ville være dumt at vente til yderpunkterne på dagen, hvor køen er væsentlig kortere, for at stå i en lang kø er en central del af oplevelsen.

Tip #3: Sigt efter den mest eftertragtede fastelavnsbolle

Du når endelig ind i butikken. Og tænker, at den bolle, der er færrest tilbage af, selvfølgelig må være den bedste. Hvorfor ville folk ellers gå efter den?

Idet du kommer tættere på kasseapparatet, opdager du, at der kun er én tilbage af den nye variant med vanilje-mascarpone, passionsfrugt og olivenolieostemasse (også kendt som “curd”).

Du stirrer febrilsk mod montren og krydser dine forfrosne fingre for, at den ikke bliver nappet for øjnene af dig. Så hører du manden i køen foran dig: ”Jeg skal bede om den med olivenolie, tak”.

Han skal gudhjælpemig til at tage den sidste.

Du panikker. Det sortner for dine øjne, mens du bagfra i køen råber mod ekspedienten bag disken, at det ikke kan passe, at de ikke laver nok boller, og at du starter en #gikduogsåforgæves-shitstorm. Du er så grov, at manden foran pænt siger til den unge ekspedient, at han har ombestemt sig og bare skal have den med svesker, så du kan få den anden.

Du fik din vilje ved at råbe højest. Det kan også noget. 

Boller op, boller ned

Vi håber, at du nu føler dig godt klædt på til at stå i kø i vintervejr. Og at du vil nyde din fastelavnsbolle, som det har krævet så vedholdende en irrationel indsats at få fat i.

Alternativt kan du vende de tre tips på hovedet og lade være med at lade dig rive med. Det er jo en mulighed.

Se mere ...

Blogindlæg
Solbriller ligger på bord. I reflektionen står en medarbejder ved computeren.

Skriv et autosvar, der arbejder for dig i ferien

Arrogant, bitter eller branding-bevidst? Dit autosvar fortæller en del om dig. I dette indlæg får du tips til at skrive et godt og personligt et af slagsen.
Podcast
Frederikke Schmidt taler ind i mikrofon i bro fm studiet

At finde fodfæste med Frederikke Antonie Schmidt

Roccamore er hurtigt blevet et landskendt skomærke. Bag succesen står Frederikke Schmidt, hvis ledelsestilgang trækker rødder tilbage til barndommen.
Case
Derfor udviklede Ørsted en ny tone of voice, som skulle bringe dem tættere på danskerne og gøre kommunikationen udadtil mindre distanceret.

Ny tone of voice i Ørsted

bro oversatte principperne fra Ørsteds nye tone of voice til værktøjer og skrivetips i et workshop-forløb for medarbejderne i deres fem kommunikationsteams.
Mød
Maries arbejdsdag er fyldt op af lige dele strategi, copywriting og projektledelse. Hun udvikler kommunikationsstrategier og personaer, skriver kernefortællinger og stillingsopslag og gør hjemmesider og vejledninger mere brugervenlige. Marie har bl.a. løst opgaver for Miljøstyrelsen, Sampension og Aarstiderne og er redaktør på bro blog og vores egne sociale kanaler.