Derfor skal du aldrig sige tingene, som de er

Personligt bliver jeg altid lidt bange, når en frisk person indleder sin feedback med: ’Nu er jeg jo sådan en, der siger tingene, som de er… ’. For jeg ved, at der lige om lidt kommer noget, jeg ikke har lyst til at høre. Ikke fordi jeg er konfliktsky. Men fordi jeg ved, at min modpart simpelthen har tænkt sig at tvære sin egen version af virkeligheden ud over mig.

Hvis du selv giver feedback, og du gerne vil have din modtager til at følge dine anbefalinger, skal du gå til det på en anden måde. Hvis du vil nå igennem med dit budskab, er du nødt til at skabe en ramme, der giver din modpart lyst til at lytte til dig i stedet for straks at lukke ned for yderligere opmærksomhed:

Rammen for et udsagn dikterer, hvordan indholdet opfattes, og dermed om kommunikationen lykkes.

Du skal ikke lyve. Du skal heller ikke mene noget andet, end du gør, og du skal ikke snakke folk efter munden og sige, at de har ret, når de ikke har det. Men du skal formidle dit budskab, så du ikke begår overgreb på din modtagers selvforståelse.

Den velmente, men fejlagtige ide om, at det er bedst at ’sige tingene, som de er’, udløser minimum tre problemer:

1. Det har ingen effekt: I ingen udgave af verden vil indledningen få modtageren til at tænke: ’Nå ja, det er jo sådan, tingene er. Tak, fordi du ved at sige tingene, som de er, hjalp mig til at indse, at jeg tog fejl i den helt store skala. Jeg er en utrolig banal kollega, og endelig fik jeg bekræftet de værste antagelser om mine egne kompetencer.’
2. Du lukker ørerne på din modtager: Vi ved alle sammen godt, hvad fortsættelsen er, når indledningen gjalder. Følgen er, at vi straks monterer skuldrene ved ørerne, forbereder defensiven og lytter som en vis herre gør til Bibelen: Vi leder efter udveje, fejl og mangler ved dit bidrag – og det levner ikke mange chancer for at få indsigter igennem.
3. Du tager fejl: Når du siger tingene, som de er, påstår du, at du har adgang til en højere sandhed – og det er en vanskelig retorisk situation at slippe helskindet fra. For de færreste af os kan sige tingene, som de er, og i mangel af bedre siger vi tingene, som vi er – som de ser ud fra vores næsetip.

Når du skal gøre svære budskaber spiselige, er du nødt til at give dem en appetitlig ramme. En kontekst, som viser, at du gengiver din – og kun din – version af virkeligheden. Du er nødt til at give modtageren en mulighed for at få det bedste ud af din version af virkeligheden. For hvis du ved bedre, er det naturligvis din pligt at få din viden frem.

Mulighederne er mange. Her er fire enkle eksempler:

1. ’Hvis vi nu sætter tingene lidt på spidsen og …’
2. ’Nu er jeg jo ikke den her, der har mest erfaring, men …’
3. ’Når jeg ser tingene fra min side af bordet, så …’
4. ‘Jeg ved, du har travlt, så nu er jeg lidt uhøflig og hopper direkte til sagen …’

Pointen her er nedtoning; når du supplerer dit barske budskab med tvivlens nådegave, får din modtager mulighed for at høre og få glæde af dine tanker. Og når du nedtoner dit budskab, kan du slippe af sted med en del (dog aldrig at kalde din kollega banal).

Så husk: Rammen for dine ærlige buskaber er lige så vigtig som selve budskabet. Din evne til at sætte en ramme er afgørende for, hvordan budskabet bliver modtaget – uanset hvor sandt og soleklart, du selv synes, at det er.