Hvorfor ender katte og kemi i kummen?

Må man smide hår i toilettet? Medicinrester? Katte? 

De danske spildevandsselskaber finder dagligt affald fra danske hjem, der er kommet på afveje i toilettet. Et af selskaberne fortæller, at der sågar kom en kat gennem afløbet en gang. Det er dyrt for os alle sammen og besværligt for spildevandsselskaberne, der bruger mange ressourcer på at redde tilstoppede kloaker. Også fra meget andet end katte. 

I bro kan vi ikke lade være med at blande os, når vi ser irrationel adfærd udfolde sig. Men toiletadfærd er, af gode grunde, svær at undersøge. I dagens blogindlæg ser jeg alligevel på, hvad der er på spil, når vi lukker dasdøren bag os.  

Vi er overoptimistiske om vores egen adfærd 

Lad os starte med, hvorfor toiletadfærd er så kompliceret at blive klogere på.  

Det er det for det første af den simple grund, at det er svært at få lov til at kigge folk over skulderen, når de er på toilettet.  

For det andet fortæller toiletadfærd en mere ubehagelig sandhed om os mennesker.  

Du får lige et simpelt spørgsmål for at illustrere, hvor jeg vil hen:  

Har du smidt noget i toilettet, som ikke hørte til der? Nej vel. For du tænker på miljøet og det fælles bedste.  

Det gør alle andre også, når vi spørger dem. Mystisk. For hvor kommer alle de vatrondeller og tyggegummiklatter så fra? 

Den barske sandhed er, at vi alle sammen er skyldige i at bruge toilettet som skraldespand i ny og næ. Og at vi er overoptimistiske om vores egen adfærd.  

Så selvom de fleste af os kommer til at sende hår eller vat i afløbet, når det går lidt stærkt, er det de færreste, der er ærlige om deres lokumsadfærd.  

”Vent lige, må hår ikke komme i toilettet? De er da organiske?”  

Nej. Der har aldrig været en regel om, at organisk materiale må komme i toilettet. Så det rationale har du nok selv fundet på. 

Og som om det ikke er problematisk nok, at vi er lovligt optimistiske på egne vegne, så tror vi også typisk, at andre er værre end os selv.  

Vi er overladt til os selv på toilettet 

Selvom flere af os ved festlige lejligheder kan finde på at hive en ven med på toilettet, klarer vi oftest toiletbesøget alene. Helt som det skal være, men det har en betydning for vores adfærd.

I mange hverdagssituationer lærer vi af sociale normer og af hinanden – og vi tilpasser vores adfærd derefter. Men på toilettet er vi overladt til os selv, og derfor bliver den forkerte adfærd ikke korrigeret af andre.

Det betyder, at vi ikke kan skæve til andre, og det betyder, at der ikke er nogen til at slå vatrondellen ud af hånden på os, inden vi slipper den over toilettet. De fleste kan nok regne ud, at kæledyr ikke skal i toilettet, mens fx hår og negle virker mere tilforladelige, fordi det er biologisk materiale. Derfor er vi afhængige af, at vi har fået de nødvendige informationer, inden vi sidder alene på porcelænstronen.

Toilettet siger ikke fra

I mange hverdagssituationer er feedback med til at korrigere vores handlinger. Brænder vi os, når vi lægger hånden på den varme kogeplade? Ja. Så det gør vi ikke igen.

Når vi smider en vatrondel i toilettet, forsvinder den, idet vi skyller ud i toilettet. Ude af syne, ude af sind. Så medmindre du arbejder for et spildevandsselskab (eller læser med her), får du aldrig den feedback, der fortæller dig, at handlingen er forkert.

Det betyder også, at vi danner vores egne, uholdbare rationaler om, hvad vi kan tillade os at smide i toilettet. For når toilettet ikke stopper med det samme, får vi ingen negativ feedback på handlingen – og så er vi tilbøjelige til at gentage den.

Men hvad må vi så?

Og ja, jeg hører Jess Ingerslevs og Tom McEwans udødelige børneklassiker i hovedet, mens jeg skriver den her underrubrik.

Svaret er ret simpelt, for der er kun to kategorier af ting, der må ramme kummen:

• Toiletpapir
• Ting, du har spist og drukket, som har været en tur igennem kroppen.

Alt andet er fy fy skamme skamme – især katte og medicin.