Det amerikanske valg er fordomsfuldt – og det er du også

Er du fordomsfuld? Eller hvad med overfladisk?

Hvis du svarer nej på de to spørgsmål, er der en god sandsynlighed for, at næsen lige voksede med et par centimeter.

Fordomme har fået en uretfærdigt negativ klang, men hvis du spørger en hermeneutiker, er fordomme et grundvilkår for at forstå verden – på godt og ondt. Når man har fordomme, har man også noget at vurdere ud fra og bygge videre på. Men fordomme kan også spænde ben for objektive og rationelle beslutninger.

Apropos rationalitet – eller mangel på samme – går amerikanerne lige om lidt til valg for at finde ud af, hvem der får magten de næste fire år. Og meget tyder på, at amerikanernes fordomme om Harris og Trump fylder mere end deres politik. I den anledning kaster vi et fordomsfrit blik på, hvad adfærdsvidenskaben og tre forskellige bias kan lære os om vælgeradfærd.

Alder er bare et tal – men det skal helst være højt

Første stop med biasbussen er ved alder. For kandidaternes fødselsår er naturligvis ikke uden betydning, når vi vurderer, hvem der egner sig bedst til at lede et land, en kommune eller en union.

For tiden flyder LinkedIn over med folk, der skriver om, hvor svært det er at lande et job, når man har rundet de 50. Men mens en høj alder er en karrieremæssig hæmsko på mange arbejdspladser, er det omvendt karrierefremmende, når man sigter efter politiske topposter.

Vi har nemlig en tendens til at generalisere en høj alder som en indikator for visdom, og derfor opfatter vi ofte ældre politikere som bedre ledere. I adfærdskredse taler man om representativeness heuristic, når vi tager en smutvej til en beslutning ved at bytte det svære spørgsmål ”hvad karakteriserer en dygtig statsleder?” ud med ”hvordan ser de fleste ledere ud?”. Og på det sidste spørgsmål lyder svaret altså ofte, at han er en mand på plus 50 år.

Vi synes godt om dem, der synes det samme som os

Hvordan ser din vennegruppe ud? Kommer I fra samme sociale klasse? Deler I religiøs overbevisning? Synes I alle sammen, at teateret er det fedeste sted at være en fredag aften?

Dine venner ligner dig sandsynligvis rimelig meget. Vi mennesker er nemlig underlagt similarity bias. Det betyder, at vi føler en større forbindelse og tillid til folk, der ligner os. Både på det indre og det ydre.

Det giver god mening, når vi vælger, hvilke venner vi vil bruge tid med, men det betyder også, at vi har svært ved at se de politiske kandidaters ægte kvalifikationer for bare ligheder – eller forskelle.

Derfor er der en risiko for, at du misser den dygtigste kandidat, fordi du bliver forblændet af en anden kandidat, der, ligesom dig, interesser sig for fodbold. Man kan sige meget om Sektion 12 og Sydsiden, men det er ikke der, man lærer at styre et land, så prøv at være opmærksom på similarity bias, næste gang du afgiver din stemme.

Det er det ydre, der tæller

Nu bliver det for alvor overfladisk og fordomsfuldt. Det handler nemlig om kandidaternes udseende.

Det er alment kendt, at flotte mennesker har det lidt lettere i livet. De har lettere ved at få jobs, venner og kærester – altså alle de ting, de fleste af os betegner som succes i livet. Og politikere er ingen undtagelse.

Fysisk tiltrækningskraft har stor indflydelse på, hvordan vælgere opfatter politiske kandidater. Hvis vi vurderer en kandidat som attraktiv, forventer vi nemlig, at andre positive genskaber følger med. Fx at de er mere kompetente, troværdige og karismatiske, og det smitter af på vores opfattelse af kandidaternes politiske tæft.

Den effekt kalder adfærdsvidenskaben for halo-effekten – altså at en fremtrædende positiv egenskab smitter af på andre områder.

Så tænk dig om en ekstra gang, når du vender dig om efter et flot ansigt på valgplakaten. Skønhed kan bedrage – ligesom Trumps orange kulør, der vist ikke har meget med timer spenderet i solen at gøre.

Kan fordomsfulde mennesker tage et fordomsfrit valg?

Det helt korte svar er nej. Men du kan gøre noget, hvis du vil have så objektivt et blik på kandidaterne som muligt. Nøgleordet her er, at du skal være nysgerrig:

1. Kast et anonymiseret blik på kandidaterne: Præcis som i rekrutteringsprocesser, hvor man udelader navne og billeder, skal du nøjes med kandidaternes udsagn. Fx ved at få dine venner til at anonymisere udsagn, før du bliver præsenteret for dem, eller ved at tage forskellige kandidattests.
2. Vær nysgerrig på dine bias: Stil dig selv nysgerrige spørgsmål i mødet med de forskellige kandidater. Efter en debat kan du fx spørge dig selv, hvad der overraskede dig mest ved hver kandidat. Eller spørg dig selv, om du ville tænke det samme om en kandidats udtalelser, hvis de var mindre attraktive, af det modsatte køn eller fra et andet parti.
3. Hav (næsten) biasfrie diskussioner: Vi bliver aldrig 100 % fri for vores bias, men vi kan gå mere åbent og nysgerrigt til værks, når vi har diskussioner om politik. På den måde udvider vi vores politiske horisont i stedet for blot at bekræfte det, vi allerede mener. Det kan du gøre ved at undgå ledende spørgsmål eller skjulte antagelser i samtaler om politik. Fx ved at spørge ”Hvad synes du om xx?” i stedet for ”Synes du også, at xx?”.

Og husk så, at selvom fordomme kan være drønirriterende både at høre på og blive konfronteret med, skal vi i bund og grund være glade for, at vi har dem. Uden dem kunne vi nemlig ikke stykke nogen mening sammen om hinanden og den verden, vi deler.