Både biler og mentale bias holder i kø
Er det træls at sidde stille i myldretrafikken?
Ja.
Er det skidt for miljøet og os, der bor i byerne, at vejene er proppet med personbiler, der støjer og udleder skadelige partikler?
Klart.
Er du parat til at betale ekstra for at køre den sædvanlige, korteste vej på arbejde og hjem igen?
…
Orv, den var værre?
De fleste kan se rationalet i at forsøge at reducere trængslen på vejene både for vores egen og miljøet skyld. Men fordi bekvemmelighed og vaner har det med at vinde over fornuft, så er der ikke noget, der tyder på, at vi af os selv dropper bilen og hopper på samkørsel og tandem. Der skal mere til – og derfor begyndte der for et par uger siden et forsøg med vejafgifter i Danmark, i første omgang med fokus på Aarhus og København.
Der er bare en – nej faktisk to – udfordringer i forsøget, hvis vi tager adfærdsbrillerne på. De hedder tabsaversion og mental accounting og er to kognitive bias, som står i vejen for forsøgets hensigt.
Forsøg med fiktiv konto
Først lidt om forsøget: Formålet er at reducere trængsel, uheld, støj og partikelforurening i bymidter og samtidig undersøge effekten af vejafgift for personbiler – dem er der i øvrigt 2,8 mio. af i Danmark.
I forsøget betaler de 2.200 medvirkende bilister ekstra for at bruge bilen i myldretiden på tæt trafikerede veje. Deltagerne har fået en fiktiv konto, som de betaler afgifterne med. De risikerer altså ikke at skulle have penge op af egen lomme, men kan være så heldige at tjene på forsøget, fordi de får udbetalt de midler, der står tilbage på den fiktive konto, når forsøget er slut.
Udfordring #1: Tabsaversion
Det leder os til første udfordring: Fra adfærdsvidenskaben ved vi nemlig, at det ikke er ligegyldigt, om vi risikerer at miste eller at få penge. Vi mennesker er tabsaverse. Det betyder, at vi vil gøre mere for at undgå at tabe end for at vinde det samme beløb. I tilfældet her ville deltagerne formentlig gøre sig mere umage med at køre uden for afgiftszoner og -tidspunkter, hvis de risikerede at miste deres egne penge i stedet for – som forsøget er designet nu – at være heldige at vinde penge.
Udfordring #2: Mental accounting
Vi har en tendens til at dele vores penge op i mentale puljer, som vi betragter som adskilte budgetter. Det kaldes mental accounting. Hvis vi får penge tilbage i skat eller finder en 100-lap på gaden, har vi det med at bruge disse penge på noget, som vi ellers ikke ville bruge dem på, fordi vi ikke betragter dem som en del af vores formue, men som ekstra flødeskum.
På samme måde vil forsøgsdeltagerne ikke betragte den fiktive konto som en del af deres egen formue, og de vil derfor være mere tilbøjelige til at se en eventuel gevinst som ”gratis” penge, som de kan bruge på luksus og overflødigheder.
Men hvis beløb blandes sammen, kan ”gratis” penge ende med at forsvinde ind i din formue. Du kender det fra beløbsgaver, som du har fået indsat på kontoen frem for overrakt i kontanter. Hvis ikke du får dem brugt, mens de stadig har det mentale mærkat ”pengegave” på sig, ender de med at smelte sammen med din øvrige formue, hvor en ”ny halskæde” eller ”buket blomster” nu skal holdes op mod regninger, leverpostej og julegaver.
Hvad kunne man så have gjort?
I forsøget med vejafgift kunne begge bias være omgået ved at indbetale forsøgspengene på deltagernes egne bankkonti. Her ville mærkatet ”forsøgspenge” efterhånden erodere, og deltagerne ville betragte forsøgspengene som en del af egen formue. På den måde ville afgifterne gøre mere ondt, og de eventuelt tjente penge ville ikke betragtes som gevinster, men som undgåede tab.
En fordel ved det nuværende setup kan til gengæld være, at det er mindre sandsynligt, at vejafgifterne virker i forsøget end i virkeligheden. Vi kan kalde det en ”least likely” case. For hvis forsøgsresultaterne er positive, er der større sandsynlighed for, at vejafgifterne også virker i virkeligheden. Det er selvfølgelig bare ærgerligt, hvis det ikke når længere end forsøgsstadiet, fordi de to nævnte mentale bias spænder ben for en effekt.
Bump på vejen og vaner i vat
Der er ingen tvivl om, at økonomiske incitamenter påvirker vores adfærd. Men det gør mentale begrænsninger og bias også – for ikke at tale om alle de lavpraktiske barrierer, som også spænder ben for rationel adfærd.
Derfor er tre ting afgørende, hvis vejafgifterne skal virke i virkeligheden:
Feedbacken skal komme prompte
Bilisterne skal kunne se, hvad de betaler, mens de kører i afgiftszonerne, så de kan mærke tabsaversionen i øjeblikket. Allerhelst skal de kunne se pengene fosse ud af bankkontoen, mens de kører. Og allerværst vil det være, hvis afgifterne trækkes årligt eller kvartalsvist, langt væk fra adfærden.
Bilisterne skal etablere nye vaner
Det er afgørende, at vejafgifterne får bilisterne til at ændre og etablere nye vaner, så det bliver en rutine for dem at samkøre, køre udenom eller vælge alternative transportmidler. Ellers bliver afgifterne ”the new normal”, og så betragtes de ikke længere som afgifter, men som standarden. Derfor virker afgifter bedst, lige når de bliver indført.
De nye vaner må ikke blive brudt
For at sikre, at de nye transportvaner holder ved, og undgå, at bilisterne falder tilbage i gamle adfærdsmønstre, skal de nye vaner pakkes ind i vat og bobleplast. Med andre ord skal den offentlige transport være pålidelig, den nye kørerute må ikke rammes af vejarbejde eller kø, og cyklen skal nemt kunne pumpes eller repareres, hvis uheldet er ude. Ellers kan bilisterne rammes af what-the-hell-effekten, give op og falde tilbage i gamle – måske mere bekvemmelige – vaner med en ”det-er-jo-dét-det-koster-nu”-tilgang.
Som den klimabevidste konsulent jeg er, håber jeg selvfølgelig på, at forsøget bliver en succes. Jeg havde bare skruet det lidt anderledes sammen.
Seneste
Se mere ...
Blogindlæg
Hvorfor ender katte og kemi i kummen?
Podcast
Chefredaktørens nye kapitel med Cecilie Ingdal
Case
Ny tone of voice i Ørsted
